Udgivet i 1 kommentar

Værd at vide når man flytter til Nuuk

Vi har valgt at lave en “værd at vide” side om at flytte til Nuuk, fordi vi selv havde en masse spørgsmål da vi flyttede her til. Den er opbygget i kronologisk rækkefølge efter hvad der giver mening at få lavet først.


Bopælsattest
Når man kommer her til skal man først og fremmest ned på kommunen for at få lavet en bopælsattest. Når man bor på Grønland gælder bopælsattesten som:

  • Sygesikringsbevis hvis man skal i kontakt med sundhedsvæsnet i Norge, Sverige, Danmark, Færøerne, Finland eller Island.
  • Og pas når man rejser i Grønland og de nordiske lande.

Derudover skal man bruge den hvis:

  • Man skal have moms tilbage.
  • Have flyttegodt udleveret hvis man flytter til Danmark.
  • Eller er uddannelsessøgende.

Når man har udfyldt bopælsattesten går der et par dage, og så kan man udskrive den på kommunens hjemmeside, eller man kan købe den på kommunen.
Bopælsattesten skal man bruge når man skal have lavet et skattekort.


Skattekort

Har man enten sin bopæl i Grønland eller arbejder man i Grønland mere end 6 måneder skal man betale grønlandsk skat. Hvis ens arbejdsgiver kan dokumentere at man er fastansat eller ansat mere end 6 måneder kan man lave en forskudsregistrering. I Sermersooq kommune (hvor Nuuk hører under) betaler man 42% i skat (august 2015).

Man skal aflevere sit skattekort til sin arbejdsgiver. Derfor er det vigtigt at få lavet rimelig hurtigt efter at man er flyttet til Grønland. Man udfylder en Ansøgning om fritagelse for dansk skattetræk efter kildeskatteloven – Grønland.

Man kan hente mere information om bopælsattest, skattekort og meget mere på Sullissivik.gl.


Busser
Busselskabet i Nuuk hedder Nuup Bussii. Der er 4 busser nummereret fra 1-4; meget nemt. Man skal lige vende sig til hvordan busserne kører, fordi det er ”ringbusser”. Det er nemmere at se på rutekortet, og det giver fin mening efter man lige har prøvet det. Det man skal være særligt opmærksomme på, er at ved mange af stoppestederne står på og af i samme side af vejen, når man skal til og fra byen/arbejdet.

Man opererer ikke med zoner, så når man har købt en billet gælder den til hele byen. En billet eller ét klip gælder i halvanden time. Tidspunktet der er stemplet på billetten er det tidspunkt billetten er gyldig til. Man skal være opmærksom på at man skal have færdiggjort rejsen inden dette tidspunkt.

De aktuelle priser på billetter, klippekort og månedskort kan findes her. De aktuelle køreplaner kan findes her.


Bonuskort i Pisiffik
Vi anbefaler at man får lavet et Bonusiclub kort inden man skal ind og handle i Pisiffik. Der er rigtig mange tilbud med det kort. Man kan bestille det på internettet, eller bestille det i kiosken udenfor Pisiffik. Hvis man bestiller det i kiosken får man et midlertidigt kort med, så man kan få rabatten med det samme.


Moms
I Grønland betaler man ikke moms. Det gør at hvis man bor i Grønland kan man få momsen refunderet hvis man indfører det til Grønland.
Man kan få refunderet momsen på to måder.

  • Den ene er at få lavet en Tax-free bon, samt medbringe varerne på rejsen.
  • Den anden måde er at købe varerne almindeligt i Danmark, og få det faktureret til ens grønlandske adresse.

Her kan man læse mere om fremgangsmåden for momsrefussion.

Hvis man køber noget over internettet når man er flyttet til Grønland er der flere internetbutikker der tilbyder levering i Grønland. Man skal dog lige ind og kigge i deres handelsbetingelser før man bestiller noget. Priserne i butikkerne er mange gange de samme som i Danmark, selvom der ikke er moms på. Derfor skal man lige kigge fragtpriser fra Danmark for at se hvad der bedst kan betale sig.


Kørekort
Når man flytter til Grønland kan man kun bruge sit danske/EU kørekort i tre måneder. Derefter skal man have lavet et Grønlandsk kørekort. Der er ikke en køre- eller teoriprøve, man skal bare betale (250,- aug. 2015) for at få det lavet. Det skal laves på politistationen, og der går omkring tre uger før man får det.

1 tanke om “Værd at vide når man flytter til Nuuk

  1. Takk for nyttig informasjon.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.